Nyhed / Facadeprojekt

24. maj 2017

Detaljer er altafgørende

NÅR DE MINDSTE DETALJER ER
ALTAFGØRENDE

Vi plejer at sige, at LB Consult vinkler alle slags opgaver – store som små.
Nogle gange projekterer vi en stor ombygning af et sygehus, mens vi andre
gange bevæger os i et nicheområde, som blot er en lille del af et
stort projekt. Sidstnævnte er tilfældet denne gang.

Ø4 PÅ DEN NYE BYDEL AARHUS Ø VIL I DEN NÆRMESTE FREMTID KOMME TIL AT HUSE AARHUS.
AARhus bliver bygningen i Aarhus Ø, hvor du blandt andet vil finde lejligheder, erhvervslokaler, et udsigtstårn, restauranter, cafeer, et lille teater og små badehuse. 20 etager måler bygningen, når det er på sit højeste – en bygning, der bliver en by i en by, AARhus i Aarhus.
En bygning som denne er et projekt med mange lag, højder og dimensioner såvel som udfordringer, kombinationer og samarbejder. Bygningens størrelse er i sig selv en udfordring, men materialerne, arkitekturen og det omkringliggende miljø stiller ligeså høje krav til forberedelserne. Derfor er der også høje krav til den tekniske rådgivning, hvilket er grunden til, at vi hos LB Consult i sin tid blev en del af projektet.

KOMPETENTE MEDARBEJDERE MED VÆRDIFULDE VÆRKTØJER
Til den komplicerede bygningsfacade, der hovedsageligt består af glaspartier i forskellige formater, havde bygherrens facadeentreprenør Kai Andersen A/S behov for ingeniørrådgivning. Da vores facadeekspert Charlotte Jakobsen gik på barsel, blev vores unge konstruktionsingeniør Kirsten Lægaard koblet på projektet. Hendes opgave er derfor i dag at dimensionere facadekomponenterne i form af glas, lodposte og sprosser samt det bagvedliggende bæresystem for facaden, der består af diverse beslag og konsoller. Undervejs varetager hun dokumentationen i form af beregninger og statisk redegørelse – et arbejde, der kræver et detaljegen, en sans for vind og vejr og gode it-redskaber.

DER ER LAVET VINDTUNNELFORSØG OG EN UDFØRLIG RAPPORT OVER, HVOR MEGET VIND, DER PÅVIRKER DE FORSKELLIGE OMRÅDER

”Bygningen ligger i et eksponeret område for vind, så der er lavet vindtunnelforsøg og en udførlig rapport over, hvor meget vind, der påvirker de forskellige områder på bygningen. En af mine opgaver er så at dimensionere glasstørrelserne. Til facadeentreprenø- ren leverer jeg en oversigt over, hvor store vinduerne må laves de forskellige steder på facaden, så man er sikker på, at de kan holde til rapportens aktuelle vindlaster,” fortæller Kirsten. Når opgaven handler om at dimensionere beslag og konsoller, bliver udregningerne endnu mere komplicerede. Til dette formål bruger hun derfor programmet FEM-Design (Finite Element Meto-den), som gør det muligt at analysere på komplicerede konstruktioner, hvor mere traditionelle beregningsmetoder ellers er udfordret.

”Det er et meget værdifuldt værktøj for os. I Ø4-projektet bruger jeg det f.eks., når behovet er at analysere en mekanisk samling i en aluminiumsfacadekomponent eller et punktunderstøttet glasparti, der er udsat for vindlast. Det er et værktøj, der giver mig mulighed for at modellere kompleks geometri med de præcise lasttilfælde, materialeparametre og understøtningsforhold,” fortæller Kirsten.

Ud fra ingeniørens modellering kan man udtrække detaljerede fordelinger af spændinger og deformationer og dermed lokalisere de kritiske punkter i en konstruktion samt optimere denne fuldt ud. Muligheden for at bruge FEM-Design gør derfor medarbejdernes arbejde både nemmere, mere effektivt, og det minimerer eventuelle regnefejl.

EN LILLE MEN BETYDNINGSFULD DEL
For en bygherre er der mange parametre, der spiller ind i et projekt som dette. Bortset fra bygningens design og bæredygtighed skal økonomien også hænge sammen. Derfor skal der for hvert facadestykke afleveres udregninger for forskellige kombinationer af materialer, så facadeentreprenøren derudfra kan vurdere, hvordan og med hvilke materialer produktionen bedst optimeres.

JEG GIVER FACADEENTREPRENØREN RAMMERNE FOR, HVAD DER KAN LADE SIG GØRE I HVILKE KOMBINATIONER

”Jeg giver facadeentreprenøren rammerne for, hvad der kan lade sig gøre i hvilke kombinationer, og så bruger de det til at kontrollere, hvilken type materiale og komponent der skal til. Det er i virkeligheden en lille del af det store billede, men alligevel betyder de små detaljer rigtig meget. Det er også derfor FEM-Design er et rigtig godt værktøj,” siger Kirsten og afslutter: ”Der er ikke så mange, der ved, at vi også beskæftiger os med facader, men det er et spændende område, hvor vi har en masse at bidrage med, så jeg håber, at der i fremtiden vil komme flere facadeprojekter.”

KONSTRUKTIONSINGENIØR
KIRSTEN LÆGAARD
KIL@LB-CONSULT.DK

Kirsten

Leave a Reply