I efteråret 2021 afholdt LB Consult et sundhedsforløb, som indebar forskellige aktiviteter og tiltag. Yoga var en af de aktiviteter, som medarbejderne kunne benytte sig af, og det viste sig at være en succes. I løbet af de sidste par måneder har vi igen indført fredagsyoga, som et sundt og behageligt startskud på weekenden. Det er helt op til medarbejderne selv at deltage.
Én fredag i måneden kommer vores yogainstruktør, Pernille, på besøg og underviser os i en times tid. Det er en perfekt måde at afslutte arbejdsugen på, da man kommer hjem afslappet og med fornyet energi til weekenden.
Hvorfor dyrker vi yoga?
Kombinationen af fysisk aktivitet og mentalt fokus er effektiv og behjælpelig med at slippe mentalt stress, da yoga virker afstressende og afslappende. Vi mener derfor, at yoga er en god måde at runde ugen af på, idet vi renser hovedet, inden vi går på weekend.
For os er det vigtigt at fokusere på medarbejdernes fysiske og mentale trivsel, fordi vi ønsker, at alle skal have det godt – også i en arbejdssammenhæng. Derfor tror vi på, at et fællesarrangement, med fysisk og mental sundhed i fokus, er givende for os alle sammen. Vi mener også, at fredagsyoga styrker os som virksomhed, da det understøtter vores sammenhold og sætter fokus på den enkelte medarbejders sundhed.
Først of fremmest motionerer yoga vores krop i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Tempoet giver os desuden ro og bevidsthed om vores krops tilstand. Igennem yoga forbedrer vi vores hukommelse og koncentrationsevne, idet åndedrættet er vores kontinuerlige fokuspunkt. Yoga hjælper os med at kunne skrue ned for tankerne og opnå en mental klarhed – noget vi kan drage nytte af i mange forskellige hverdagssituationer.