Die Studienreise geht nach Berlin
Hos LB Consult tager vi hvert år på studietur for at styrke sammenholdet og indsamle ny faglig viden. Hvert andet år foregår studieturen i udlandet, og i år gik turen til Berlin – en by fuld af kultur, liv og ikke mindst arkitektur i verdensklasse.
Fuld fart på guidet cykeltur
Fredag spændte vi hjelmen ekstra godt, mens vi blev guidet på cykel rundt i Berlin. Vores guides var tidligere arkitekter, der med stort engagement og høj faglighed gjorde os klogere på byens byggeri. Det var en spændende måde at opleve byen på, og det var især interessant at opleve byen gennem arkitekturhistoriske briller. Lørdag skiftede vi cyklerne ud med vandresko og oplevede byens arkitektur i et roligere tempo.
De mange kilometer på både cykel og til fods gav ømme stænger og sultne maver, men det vejede vi selvfølgelig op med wienerschnitzler, pomfritter, currywurst og döner kebab.
Hvorfor tager vi på studietur?
Vi prioriterer vores årlige studietur, da den både udvider vores faglige horisont og gavner fællesskabet blandt kollegaerne. Et par dage væk fra kontorerne i nye omgivelser giver inspiration og ny energi, som også gavner vores kunder. Studieturen styrker nemlig arbejdsmiljøet og sammenholdet hos LB Consult. Alt i alt giver det glade og engagerede medarbejdere, der møder kunderne med nærvær, humør og overskud.