Nationalparkcenter Thy

Nyhed / Konkurrence vundet

4. april 2019

Nationalparkcenter Thy

Vi er glade for at kunne fortælle, at LB Consult i samarbejde med LOOP Architects, SLA og COAST har vundet konkurrencen om at blive totalrådgiver på det kommende Nationalparkcenter Thy i Nr. Vorupør.

Med holdets vinderforslag får Nationalpark Thy et ydmygt, men på samme tid markant formidlingscenter, der fletter klitheden, havet og byen sammen. Centret åbner op og inviterer nationalparkens brugere og besøgende ind i ly og skubber dem på samme tid ud i Nationalparken, hvor oplevelserne findes. Nationalparkcentret bliver dermed en destination med stor værdi for lokalområdet.

Med sin unikke placering på kanten af Vesterhavet er det afgørende, at bygningen er robust og at materialerne kan tåle de kraftfulde vind- og vejrforhold. Vinderforslaget lægger op til at lade klitten overdække de indendørs formidlingsrum. På den måde indgår bygningen som en del af den landskabelige oplevelse ved at koble det store landskab sammen med formidlingen af samme. Byggeriet opføres i betonelementer bestående af sammenstøbte vægge og dæk, som sikrer længst mulig levetid i et meget hårdt miljø.

Med fire ”åbninger” drages de besøgende både ind i læ og ud i den storslåede natur. Tanken er, at ligegyldig fra hvilken side, man kommer til centret, drages man af kigget igennem bygningen, ud mod havet, horisonten, byen, parken eller himlen. Med enkle virkemidler opnår centret dermed en rumlig formidling af omgivelserne. Fra klitlandskabet på bygningens tag vil der være et 360 graders udsigtspunkt over parken.

Forståelsen af Nationalparkcenter Thys behov og ønsker forenes i en poetisk løsning, hvor enkle og robuste disponeringer på fortrinlig vis integrerer klitheden som det overordnede tema i arkitekturen. Betonmurene skaber en skalamæssig forbindelse mellem byens huse og det store indre og klitten på pladsen videre til den uendelige klithede,” udtaler bygherre i evalueringen af konkurrenceforslaget.

 

Holdet er

LOOP Architects A/S – Totalrådgiver

LB Consult A/S – Ingeniør

SLA A/S – Landskab

COAST v/Rasmus Hjortshøj – Formidlingskonsulent

 

Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at komme igang med projektet.

 

Tak til LOOP og SLA for lån af visualiserings- og tegningsmaterialet.

 

 

 

Leave a Reply